Biografi - August Bournonville

August Bournonville (1805-1879) er grundlæggeren af den danske ballettradition, som i dag er verdens ældst bevarede. Med sin karakteristiske graciøse stil og et imponerende repertoire af store balletter skabte han den tradition, der har gjort Den Kongelige Ballet internationalt berømt.

Som søn af balletmester Antoine Bournonville lå vejen til balletten lige for. August Bournonville fik sin første undervisning af faderen, og blev optaget på Det Kongelige Teaters Balletskole som 8-årig i 1813. Den mest betydningsfulde dannelsesperiode for hans udvikling både som danser og senere koreograf fik August Bournonville i Paris i 1820?erne, hvor han blandt andre havde lærerne Pierre Gardel og Auguste Vestris. Det var netop i denne periode den romantiske ballet fik sit gennembrud på de parisiske scener. Romantikkens æteriske kvinder på tåspidserne, eksotiske miljøer og flirt med de farlige drifter i den menneskelige natur fascinerede den unge danser i en sådan grad, at han i 1836 skabte sit første store hovedværk, Sylfiden, inspireret af Filippo Taglionis ballet fra 1832 af samme navn.

Bournonville satte sit eget præg på den stil, han havde oplevet i Paris, og skabte en danseæstetik med ubesværet gratie som øverste mål - og med rundede arme, levende ansigt, bevægelig overkrop og hurtige fødder. Men først og fremmest en virtuos dans med sværheden camoufleret af en smilende lethed.

Bournonville var, med enkelte pauser, balletmester for Den Kongelige Ballet fra 1830 til 1877 ? og selv dansende han indtil 1848. I den periode formede han flere generationer af dansere, både stilmæssigt og igennem et repertoire, der på alle måder afspejler tidens idémæssige og politiske strømninger. Hans egne ambitioner som danser kommer til udtryk i de betydningsfulde mandsroller han indskriver i sine balletter. Med disse gav han mandsdanseren en mere fremtrædende plads, end man oplevede på tidens øvrige europæiske balletscener. Den danske ballet har stadig ry for at have skabt nogle af verdens bedste mandsdansere, heriblandt Erik Bruhn, Peter Martins og Nikolaj Hübbe.

I sin lange regeringsperiode på Kgs. Nytorv skabte Bournonville mere end 50 handlingsballetter og en lang række divertissementer. Inspiration til en del af hovedværkerne fandt han under de lange udlandsophold, blandt andet i Italien, hvor han mødte et folkeliv, som i sin umiddelbart eksotiske og farvestrålende fremtræden gav ham ideen til Napoli. Også historierne om en dansk storhedstid i middelalderen var inspirerende for det romantiske sind. Det er alt sammen ?så nationalkarakteristisk?, skriver H.C. Andersen til Bournonville efter premieren på Et Folkesagn, og han tilføjer ?som perler i et hav af ægte melodier?. Kermessen i Brügge's festlige og morsomme handling er nok inspireret af nederlandsk malerkunst, men også en hyldest til de danske tropper, der lige var vendt sejrrigt hjem til København efter treårskrigen.

?Dansen er en skøn kunst, fordi den stræber efter idealet, ikke alene i plastisk, men i lyrisk og dramatisk henseende?, skriver Bournonville i sin Koreografisk Troesbekendelse, og betoner med det, at ideerne og det æstetiske må smelte sammen for at skabe et fuldendt kunstværk. Og det formår han at gøre i de bedste af sine værker, der på forskellig vis afdækker grundlæggende konflikter i den menneskelige natur og spejler de ideale værdier i 1800-tallets borgerlige kristne virkelighed.

Bournonvilles balletter er stadig levende. Skiftende instruktører har i mere end 100 år med stor veneration for den gamle mesters ideer ændret nuancer i stilen for at fastholde balletternes liv. Med nyfortolkninger af både historier og scenografi tager Den Kongelige Ballet i 2005 ? med Den 3. Bournonville Festival - endnu et trin ind i fremtidens forståelse af de hovedværker, der er kompagniets identitet.

Blandt hovedværkerne regnes: Sylfiden (1832), Napoli (1842), Konservatoriet (1849), Kermessen i Brügge (1851), Et Folkesagn (1854), Abdallah (1855), La Ventana (1856) Blomsterfesten i Genzano (1858), Fjernt fra Danmark (1860), Thrymskviden (1868) og Livjægerne på Amager (1871).

Kilde: Det Kongelige Teater