katrine-s.dk

4.24.2005

Årets Reumert

Bliver det Anna Karénina på Aalborg Teater, Demokrati på Betty Nansen Teatret eller Pinocchios Aske på Det Kongelige Teater, der løber af med prisen for Årets Forestilling?

Årets Reumert - scenekunstens pris - ønsker at fejre skuespillet, dansen og sangen som levende kunstarter. Det er en hyldest til de ypperste præstationer, til kvalitet og til professionalisme. De i alt 21 priser afspejler mangfoldigheden i dansk teater og uddeles hvert år en søndag i april.
Årets Reumert er også et teatershow med præsentation af uddrag fra sæsonens forestillinger. Det Kongelige Teater lægger de skrå brædder til, og hele showet transmitteres direkte på DR2 søndag den 24. april.

Årets Reumert blev indstiftet i 1998 af Bikubenfonden. Formålet med Årets Reumert priserne er at sætte fokus på den levende scenekunst både for at hædre nogle af vores største kunstnere og for at stimulere interessen for det levende teater. Den første prisuddeling fandt sted i 1999 på Folketeatret.
Teatrets verden er mangfoldig, og Årets Reumert priserne afspejler dette ved, at der hvert år uddeles 21 priser i forskellige kategorier. Der er priser, som hædrer ensemblet for en fælles præstation, og der er priser til enkeltpersoner; skuespillere, instruktører, dramatikere og scenografer samt talentpriser.

Den fornemste pris er Bikubens Hæderspris, som gives til en kunstner, der gennem en årrække har spillet en stor rolle for dansk scenekunst, som har inspireret publikum og kolleger, og som har respekt for sin opgave og er nyskabende i sin fortolkning.
Maleren og grafikeren Hans Voigt Steffensen har skabt Årets Reumert logoet, og med hver Årets Reumert pris, bortset fra talentpriserne, følger et unikt glasmaleri af Hans Voigt Steffensen.

Bikubens Hæderspris er den fornemste af Årets Reumert priserne. Selve prisen er på kr. 300.000 og et glasmaleri af Hans Voigt Steffensen. Den tildeles en scenekunstner, der gennem mange år har spillet en stor rolle for dansk scenekunst. Bodil Udsen modtog prisen ved Årets Reumerts indstiftelse i 1998. Operasangeren Lisbeth Balslev fik prisen i 1999, Jørgen Reenberg i 2000, Nikolaj Cederholm i 2001, Nikolaj Hübbe i 2002, og Ghita Nørby blev hædret med prisen i 2003.

Årets Forestilling modtager kr. 100.000, Årets Mandlige og Kvindelige Hovedrolle er hver på kr. 50.000.
Årets Mandlige og Kvindelige Birolle, Årets Sanger eller Danser, Instruktør, Dramatiker og Scenograf, Årets Musikteater, Opera, Danseforestilling, Specialitet og Årets Børneteaterforestilling modtager hver kr. 25.000.
Med priserne følger et glasmaleri af Hans Voigt Steffensen.

Hvert år uddeles op til seks talentpriser til lovende talenter inden for dans, sang og skuespil. Undtagelsesvis kan talenter inden for andre af scenekunstens grene, f.eks. dramatik, instruktion eller scenografi, komme i betragtning. Hver talentprismodtager får kr. 10.000.

I 2004 modtog Karen-Lise Mynster Bikubens Hæderspris på 300.000 kr., mens mor og søn, nemlig Lane Lind og Mads M. Nielsen, begge blev hædret med prisen for Årets Birolle. Det Kongelige Teater løb både med prisen for Årets Forestilling til den anmelderroste Flugt og for Årets Opera for Kasper Bech Holtens opsætning af Rhinguldet. Desuden blev bl.a. Søren Østergaard hædret for sit Zirkus Nemo og Aveny-T fik prisen for Årets Danseforestilling for den fantastiske nyopsætning af Nøddeknækkeren.

Ved Årets Reumert 2005 bliver der uddelt priser i 14 kategorier til sæsonens største præstationer inden for skuespil, sang og dans. Blandt de mange nominerede kunstnere kan nævnes: Nikolaj Lie Kaas, Henning Jensen, Karen-Lise Mynster, Janus Bakrawi, Jannie Faurschou, Peter Langdal, Katrine Wiedemann og Line Knutzon.

Aftenens vært er Preben Kristensen, der netop nu har stor succes som Leopold i Sommer i Tyrol på Nørrebros Teater, og Jeppe Kaas er kapelmester for Årets Reumerts 11-mands orkester. Preben Kristensen vil føre både publikum og seere gennem aftenens prisuddelinger og præsentere de mange indslag med højdepunkter fra de populæreste forestillinger fra hele landet. Man kan blandt meget andet opleve uddrag fra Sommer i Tyrol (Nørrebros Teater), Beauty and the Beast (Det Ny Teater), Grease (Vejle Musikteater) og indslag fra Nyt Dansk Danseteater.

Læs mere på: www.aaretsreumert.dk

0 Comments:

Post a Comment

<< Home